Daab I Folkekirken
Guds ultimative kærlighedserklæring

Guds ultimative kærlighedserklæring

Som bevis for sin store kærlighed til mennesket, ofrede Gud sin egen søn, Kun derved kunne forbindelsen mellem mennesket og Gud genoprettes, fortæller sognepræst ved Solvang Kirke Jesper Oehlenschläger.

Korsfæstet, død og begravet, på tredjedag opstanden fra de døde… Sådan kender vi ordene fra trosbekendelsen, og sådan kender vi påsken. Men rent faktisk har påsken sine rødder langt tilbage fra før Jesu tid.

  • Påsken har sin begyndelse i Det Gamle Testamentes beretning om jødernes udfrielse af Egypten. I 2. Mosebog kaldes Moses til at lede israelitterne ud af Faraos Egypten. Men Farao nægter at lade israelitterne gå, hvilket udmunder sig i de ti plager.

Med engageret stemme og Bibelen i hånden fortæller Jesper Oehlenschläger, sogne- og indvandrerpræst ved Solvang Kirke i København, om jødernes kamp for at få lov til at rejse hjem til Israel. Først efter den sidste – og værste plage – lader Farao israelitterne gå. Den sidste plage betyder nemlig død for alle Egyptens førstefødte drengebørn. Kun israelitternes børn går fri – for på bud fra Gud, har de slagtet et lam og smurt blodet på dørstolpen. Da dødsenglen går gennem landet, går han forbi israelitternes dør, mens egypterne ikke går ram forbi. Det får Farao til at tillade israelitternes rejse.

Usyret brød og bitre urter

  • Den sidste aften inden israelitternes afrejse, spiser de et hurtigt måltid bestående af lam, usyret brød og bitre urter. I kap 13 læser vi så, at de tager af sted – så følger Farao efter dem, men drukner i Det døde Hav – og i kap 15 følger sejrssangen, fortæller Jesper Oehlenschläger.

Sådan lyder beretningen om den første påske – en begivenhed jøderne stadig årligt fejrer – og som også Jesus fejrede de sidste dage inden sin død. Jødernes påskefest består som oftest af et påskemåltid magen til det, israelitterne spiste i al hast inden udrejsen. Usyret brød, bitre urter og et nyslagtet lam.
Og netop lammet leder Jesper Oehlenschläger videre til den kristne påske.

  • Johannes Døber kalder Jesus for Guds lam, der skal bære alverdens synder. Det samme synger vi om i kirkens nadverliturgi i dag. Derudover er hele udfrielsestemaet fælles for både flugten fra Egypten og Jesu død. Israelitterne udfries af fangenskab – og Jesus udfrier os fra dødens og syndens fangenskab. Også forbigangen er et fælles tema. Dødsenglen går forbi israelitternes dør, hvilket blodet på dørstolpen skal sikre. På samme måde symboliserer Jesu blod, at døden går forbi os. Hans blod dækker os, fortæller sognepræsten.

Både vært og mad

Men inden Jesu blod bliver udgydt, går han igennem de skæbnesvangre sidste dage i Jerusalem. Sammen med disciplene er han ankommet til byen, hvor han skærtorsdagsaften indstifter nadveren.- Lige pludselig er Jesus både værten og maden. Det brudte brød er symbol på hans legeme, der skal brydes og vinen på hans blod, der skal gives, fortæller Jesper Oehelenschläger og fortsætter:- En anden væsentlig ting er fodvaskningen samme aften. I Johannesevangeliget hører vi om, at Jesus vasker disciplenes fødder. Det er der en stærk symbolik i idet Jesus, som er den største, ydmyger sig. Samtidig fortæller han Peter, der protesterer, at der ingen anden udvej er. Han er nødt til det.

Djævelen lusker forbi

Efter måltidet følger tiden i Getsemane Have, hvor Jesus fortvivlet beder til sin fader.- I Mel Gibsons Passins of the Christ er dette, den bedste scene. Her oplever man den stærkeste kamp. Mens Djævelen lusker forbi, kæmper Jesus alene. Han ved, hvad det er, han skal igennem og han går ind i det i dyb ensomhed, fortæller Jesper Oehlenschläger.Herefter følger tilfangetagelsen, tornekroningen, forhøret og korsfæstelsen. Og endelig: Opstandelsen.

  •  Nu genopretter Gud fællesskabet med mennesket. Ved at give sin søn og ofre ham, lader han Jesus bære menneskets straf for synden. En synd, der går tilbage til Adam og Eva, der efter at have spist af æblet bliver fortrængt fra Guds nærhed. Men nu genoprettes fællesskabet med Gud. At ofre sin søn er den ultimative kærlighedserklæring.

Sognepræsten bliver tænksom et øjeblik. Så fortsætter han:

  • Gud er den, som kommer os i møde. Han lægger sit liv ned for os, kravler ned til os. Det er ikke os, der skal kravle op til ham. Det er en væsentlig forskel i kristendommen i sammenligning med andre religioner. At Gud kunne have en søn – og ligefrem korsfæste ham, virker anstødene på muslimer. Derfor vil de ikke acceptere Jesu død. Men som kristne kan vi ikke give køb på den.For uden død, ingen opstandelse – og hvis opstandelsen ikke er til stede, hvor er vores håb så henne?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *